Tavshedspligt

 

 

(Download artikel)

 

Retsordenen griber i vidt omfang ind i vore helt basale omgangsformer. Der er f.eks. fastsat regler om ret og pligt til både at tale og at tie. Dette indlæg handler om pligten til at tie.

 

Hvem har tavshedspligt

 

Vi er alle omfattet af den almindelige regel om tavshedspligt i straffelovens § 264 d. Den har følgende indhold: ”Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold…”.

 

På vore skoler er der to personkategorier  - de ansatte og bestyrelsesmedlemmerne – for hvem der findes yderligere et retligt grundlag for tavshedspligt. For de ansatte følger det af ansættelsesaftalen – hvad enten det er særligt præciseret eller ej – at der skal iagttages tavshed med hensyn til forhold, som de pågældende bliver bekendt med gennem deres arbejde. For bestyrelsesmedlemmerne kan det følge af bestyrelsens vedtagelser, at man ikke må røbe, hvad man får kendskab til under udøvelsen af hvervet.

 

Tavshedspligtens indhold

Der foreligger tavshedspligt, når en oplysning ved lov eller ved anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når en oplysning ifølge forholdets natur må betragtes som hemmelig. Omfanget af tavshedspligten afgøres således i vidt omfang efter et skøn over, hvad der er rimeligt. Ved udøvelsen af dette skøn tages der hensyn til den almindelige opfattelse af god skik og brug. Der skal med andre ord foretages en vurdering af, om den pågældende oplysning er af en sådan karakter, at den efter den almindelige opfattelse i samfundet bør unddrages offentlighedens kendskab.

 

Der er altså tale om en standard, som ændrer sig i takt med, at den offentlige opfattelse af behovet for diskretion ændrer sig.  Det vil f.eks. i dag være retsstridigt at give oplysninger om, hvem der har fået tildelt friplads, hvem der er i restance med skolepenge, og hvem der p.t. måtte have taget ophold på Sankt Hans Hospital eller i Vestre Fængsel. Men hvor grænsen for privatlivets hemmeligheder vedrørende økonomi, lovovertrædelser, sygdomme, private stridigheder, seksualitet og interne familieforhold går om ti år, kan ingen vide.

 

Tavshedspligten går ud på, at oplysningen ikke må videregives ubeføjet. Man må altså ikke røbe den fortrolige oplysning. At røbe noget vil sige at give oplysningen til uvedkommende, der ikke er bekendt med det forhold, der gives meddelelse om. Tavshedspligten ophører ikke ved fratræden.

Opstår der tvist om, hvorvidt tavshedspligten er brudt, kan en privat ansat, henholdsvis et bestyrelsesmedlem i en privat institution, ikke uden videre påberåbe sig grundlovens bestemmelse om ytringsfrihed som en del af sit forsvar. Årsagen hertil er, at den grundlovssikrede ytringsfrihed beskytter borgeren mod statsmagten. Bestemmelsen regulerer således ikke forholdet mellem to private parter.

 

Særligt om bestyrelsesmedlemmer

 

Det forekommer, at et flertal i en bestyrelse bestemmer, at alt vedrørende bestyrelsesarbejdet er omfattet af tavshedspligt. En sådan vedtagelse vil næppe volde problemer, hvis bestyrelsen i øvrigt lever op til sine forpligtelser i medfør af standardvedtægtens ufravigelige bestemmelser om – efter anmodning -  at give fastansatte medarbejdere og forældre til elever indsigt i skolens regnskaber og budgetter og andre dokumenter, der er af betydning for bl.a. en vurdering af skolens økonomi.

 

I de tilfælde, hvor et bestyrelsesmedlem er udpeget af en organisation eller lignende, kan medlemmet have behov for at rådføre sig med organisationens formand eller bestyrelse. Det må nok antages, at en beslutning om absolut tavshedspligt ikke bevirker, at en sådan rådgivende samtale, hvor der viderebringes oplysninger fra bestyrelsesarbejdet, er retsstridig, men spørgsmålet henhører i sidste instans under domstolene. Under alle omstændigheder vil det være hensigtsmæssigt, at man i bestyrelsen søger at få bragt på det rene, hvem bestyrelsesmedlemmerne kan rådføre sig med.

 

Sanktioner

 

Bryder en ansat tavshedspligten, misligholder han sin arbejdskontrakt, og sanktionen vil, alt afhængig af hvor alvorlig pligtforsømmelsen er, kunne gå ud på følgende: irettesættelse, advarsel, opsigelse eller bortvisning.

 

Bryder et bestyrelsesmedlem sin tavshedspligt, kan sanktionen i sidste instans gå ud på, at man indkalder den forsamling, som har valgt vedkommende, med følgende punkter på dagsordenen: 1. Forslag om mistillidsvotum til NN for brud på tavshedspligten. 2. Valg af nyt medlem til bestyrelsen.

 

Ud over de foran nævnte sanktioner kan der blive tale om pligt til at betale godtgørelse for tort samt erstatning, hvis forsømmelsen har medført tab. Endelig kan man, som anført indledningsvis, idømmes straf efter straffelovens § 264 d for brud på tavshedspligten.

 

 

Peter Løgstrup